En gruppe på fire drenge er torsdag formiddag og eftermiddag blevet anholdt i forbindelse med en række brande, som i nat blev antændt i Gellerup-parken ved Århus.
De fire drenge er i alderen 14-17 år, og de har alle tilknytning til Gellerup-området. Det oplyser Århus Politi.
Drengene er mistænkt for blandt andet at have sat ild til en stak bildæk og en dynge med stof og papir. Ingen kom til skade ved de påsatte brande.
Ifølge kriminalkommissær Aksel Mølsted tager politiet fredag morgen stilling til, om drengene skal fremstilles i grundlovsforhør.