Fire unge dræbt i bilulykke
Fire unge, der angiveligt kørte i den forkerte side af vejen, mistede fredag eftermiddag livet, da de stødte frontalt sammen med en lastbil ved Give.

Fire unge mistede fredag eftermiddag livet i en trafikulykke nær Give, oplyser vagthavende ved politiet i Vejle.

De fire unge kørte angiveligt i den forkerte side af vejen og mistede livet, da de stødte frontalt sammen med en lastbil.

»De er tilsyneladende kommet kørende. Vi kender ikke årsagen til, at de kører over i lastbilens bane, hvor de kommer ind under lastbilen. Der er ingen mulighed for at undvige. Lastbilchauføren er selvfølgelig dybt chokeret, men har ikke fået nogen fysiske skader,« siger vagthavende ved Vejle Politi, Bruno Nowack.

Falck og politi havde fredag klokken 16.00 endnu ikke identificeret de unge, der døde i ulykken. Ulykkesstedet vil være afspærret noget tid endnu, da politi og redningsmandskab stadig arbejder på stedet.