Når en butikstyv stikker varer i lommen, er det ofte den ansatte selv, der griber ind. Det viser en ny medlemsundersøgelse, som analyseinstituttet Wilke har lavet for HK Handel.
Hele 39 procent af HK Handels butiksansatte medlemmer har på et tidspunkt forsøgt at konfrontere en butikstyv. Og det har konsekvenser. Blandt dem, der har taget konfrontationen, har 13 procent oplevet, at tyven truede med vold, mens 10 procent har stået i en situation, hvor tyven rent faktisk blev voldelig. Derudover har 44 procent fået grimme eller negative kommentarer med på vejen.
Tallene bekymrer HK Handel, der nu råber politikerne op.
- Butikstyverier er et kæmpe problem. Ikke bare for butikkernes bundlinje, men i særdeleshed også for de ansattes arbejdsmiljø. Det slider på trygheden og arbejdsglæden. Derfor skal der politisk forandring til,” siger Mette Høgh, formand for HK Handel.
Frarådes at gribe ind selv
Selvom mange ansatte gør det alligevel, fraråder fagforbundet kraftigt, at man selv stopper en tyv. I stedet bør medarbejderne tilkalde chefen eller en vagt og lade dem håndtere situationen.
Begrundelsen er enkel: Risikoen for at blive truet eller udsat for vold er reel. Når næsten hver fjerde konfrontation ender med trusler eller fysisk vold, er der ifølge HK Handel ingen grund til, at den enkelte kassemedarbejder skal sætte sin sikkerhed på spil for et par stjålne varer.
Undersøgelsen viser samtidig et arbejdsmiljø under pres. Den utryghed, der følger med gentagne tyverier og ubehagelige episoder, sætter sine spor hos personalet i landets butikker - fra de små kiosker til de store supermarkedskæder.
HK Handel arbejder nu målrettet på at skabe politisk opmærksomhed om problemet.