Fire svenskere sidder fængslet som ’illegale kombattanter’ efter angiveligt at have været medlemmer af islamiske militser og kæmpet mod regeringen i kampe i Somalia. Det bekræfter en talsmand for det svenske udenrigsministerium over for CNN.
Tre af de fire arresterede er svenske statsborgere, mens den fjerde har permanent opholdstilladelse.
»Men de bliver alle fire behandlet ens – som svenskere,« siger talsmanden Andre Mkandawire til CNN.
Ansatte på den svenske ambassaden i Kenya arbejder på at skabe klarhed over svenskernes situation, ligesom der er kontakt til myndigheder på både højt og lavt niveau.
Ifølge svenske medier har de tilbageholdte svenskere dobbelt statsborgerskab og er altså også somaliere. Der er endnu ikke rejst sigtelser mod svenskerne, som er arresteret for at have kæmpet mod regeringshæren og etiopiske tropper.
Islamisterne kæmper stadig mod regeringsstyrker og etiopiske soldater i Somalia. Der er næsten daglige sammenstød mellem parterne, og mandag døde 10 personer, da regeringen i samarbejde med etiopiske styrker bombede et område i Mogadishu, hvorfra islamisterne angreb tidligere.