Fire søfolk, som det i sidste uge ikke lykkedes at evakuere under en brand på et Mærsk-skib i Det Arabiske Hav, er mandag erklæret døde.
- På grund af den tid, som er gået, og de alvorlige brandskader på skibet, må vi nu konkludere, at vi har mistet alle fire kolleger, oplyser Maersk Line i en pressemeddelelse.
Selskabet har mandag fundet ligene af tre personer på skibet. Selv om det fjerde lig ikke er fundet, er besætningsmedlemmet erklæret død på grund af tiden, som er gået siden branden, og skibets tilstand.
Tirsdag i sidste uge brød en alvorlig brand ud på containerskibet, som var på vej fra Singapore til Suez.
I første omgang forsøgte besætningen selv at slukke branden, men det mislykkedes, og onsdag stod skibet stadig i flammer.
Der var 27 besætningsmedlemmer på skibet, og det lykkedes at evakuere 23. Af disse er én - en thailandsk mand - efterfølgende afgået ved døden.
Det bringer det samlede dødstal efter branden op på fem, efter at de fire tilbageværende søfolk - to filippinske mænd samt en indisk og sydafrikansk mand - mandag blev erklæret døde.
I Maersk Line går driftsdirektør Søren Tofts tanker til de berørte familier.
- Vores mest inderlige kondolencer går til vores afdøde kollegers familier.
- Vi deler deres sorg og gør vores yderste for at støtte dem i denne frygtelige tid, siger han i meddelelsen.
Ligene af de tre fundne søfolk er ikke identificeret. De berørte familier er underrettet.
A.P. Møller-Mærsk oplyser, at gennemsøgningen af containerskibet fortsætter, men at redningsmissionen til havs er indstillet.
Skibet "Maersk Honam" er 353 meter langt og 53,5 meter bredt og er bygget i 2017. 7860 containere er i øjeblikket om bord på skibet, som i alt har plads til over 15.000 containere.
Brandårsagen er endnu ukendt, oplyser Maersk Line.
/ritzau/