Det kostede fire børn livet, da et hus i byen Kampen i det østlige Holland brændte ned i nat.
En talsmand fra de hollandske myndigheder fortæller ifølge Earth Times, at drengene på et, fire, seks og otte år lå og sov på et værelse på husets loft, da flammerne opslugte huset ved halv tre tiden i nat.
Det lykkedes forældrene og en ældre søster at komme ud af huset, men de måtte magtesløse se til, mens de fire børn brændte ihjel.
Brandfolkene kunne intet stille op, og fik først flammerne under kontrol efter en times kamp.
Byens borgmester har besøgt stedet og familien for at kondolere efter den frygtelige tragedie.
Kampen ligger i det såkaldte 'Bibel-bælte' der løber fra øst til vest gennem landets midterregion. Her bor der mange ortodokse protestanter, som er kendt for at have mange børn.
Årsagen til branden er endnu ikke kendt.