Fire mænd er anholdt for et brutalt røveri, hvor de opfandt en fiktiv gæld og truede offeret med at klippe hans finger af. Det skriver eb.dk.
Røveriet fandt sted omkring klokken 18 i mandens hjem i Ørstedsgade i Rudkøbing på Langeland. Her opsøgte røverne en 40-årig mand og hans kæreste. Herefter blev manden bortført at røverne, som truede ham til at hæve 5.000 kroner i en hæveautomat.
- De fire mænd nævnte et stort beløb, som de mente, han skyldte dem. Men selv om han kunne dokumentere, at hans gæld var ude af verdenen, så tvang de ham ud i en bil, fortæller Hans Frederiksen, vagtchef hos Fyns Politi til eb.dk
- De fandt en tang, som de ville klippe hans finger af med, hvis ikke han makkede ret, siger vagtchefen.
Ved hæveautomaten hævede manden penge til røverne, som efterfølgende slap ham fri. De fortalte ham, at han fortsat skyldte dem penge.
De fire røvere fik dog ikke lang tid til at slå sig løs med med mandens penge. I nat fik en patruljevogn nemlig øje på røvernes Fiat Brava på Tåsinge, og to af røverne blev anholdt. Den tredje røver blev senere anholdt på Langeland, mens den sidste gerningsmand senere blev anholdt i Thy.