Fire polakker har mistet livet ved lynnedslag i et bjergområde i den sydlige del af Polen.
Lokale medier siger, at der er tale om et ægtepar fra Warszawa, begge 50 år gamle, samt parrets datter og hendes kæreste, begge var 22 år.
Lokale medier siger, at de fire var på vandringstur i Pieniny-bjergene nær grænsen til Slovakiet, da de forsvandt i onsdags.
De vendte ikke hjem til deres hotel som ventet onsdag aften, og så blev politiet alarmeret, og de blev meldt savnet.
Der blev så iværksat en eftersøgning efter dem. Omkring 30 polske og slovakiske eftersøgningsfolk blev sammen med sporhunde og helikoptere sat ind for at lede efter de savnede
Fredag blev de så fundet, fortæller de polske medier, og de lå døde i en kløft ikke så langt fra deres hotel.
De var dræbt af et lynnedslag.
- Det er ekstremt sjældent, at et enkelt lynnedslag dræber fire mennesker, siger Mariusz Zarod, en lokal redningsmand.
Vidner siger, at det område, som den dræbte familie blev fundet i, netop i onsdags blev ramt af et voldsomt tordenvejr med mange lynnedslag.
/ritzau/Reuters