Skrevet af Sanne Opstrup Wedel, sawe@avisen.dk
Ikke mindre end 60 politifolk fra både Danmark og udlandet var i morges involveret i anholdelsen af fire århusianske mænd, som sigtes for at have smuglet store mængder hash fra Holland til Danmark.
De fire mænd er i alderen 39-53 år, og politiinspektør ved Østjyllands Politi, Ole Madsen, vil ikke udelukke, at der kommer flere anholdelser senere på dagen.
De fire århusianere er gamle kendinge af politiet, der forventer at fremstille en række anholdte i grundlovsforhør for lukkede døre i morgen tidlig.
International hjælp
Politiet har indtil nu kun givet sparsomme oplysninger i sagen, men meddeler, at Rigspolitiets nationale efterforskningscenter og Østjyllands Politi gennem længere tid har kigget en række personer nærmere i kortene.
Ifølge politiet har de både smuglet hash fra Danmark til Holland og handlet med stofferne.
- Jeg kan ikke oplyse, hvor meget hash, sagen drejer sig om, men det er en ikke ubetydelig mængde, siger Ole Madsen til Avisen.dk.
Efterforskiningen er sket i tæt samarbejde med politimyndigheder i flere europæiske lande og er foruden de fire anholdelser mundet ud i flere ransagninger.
I alt har politiet ransaget syv til otte forskellige steder i Århus og byens sydlige opland. En af lokaliteterne er et skunklaboratorium, et drivhus hvor der er dyrket cannabisvarianten skunk.
Politiinspektør Ole Madsen ønsker ikke at oplyse, hvor meget hash sagen drejer sig om, men siger, at der er tale om en »ikke ubetydelig mængde«.