Natten til fredag den 27. november sidste år brød tyveknægte ind hos en vinforhandler i Kokkedal mellem København og Helsingør. Og udbyttet var større, end de fleste indbrudstyve kan drømme om. Gerningsmændene slap væk med champagne for 3,8 millioner kroner.
Siden har politiet efterforsket indbruddet intenst, og onsdag slog man til i en større aktion flere steder på Midt- og Sydsjælland.
Det oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Politikommissær Henrik Sejer har svært ved at få armene ned efter dagens aktion.
- Vi har efterforsket sagen intenst, og i løbet af vores efterforskning fik vi en del interessante personer i kikkerten, udtaler han i pressemeddelelsen.
- Vi vurderede, at det var nødvendigt at anholde de interessante personer samtidig, og derfor havde vi planlagt en større koordineret aktion i dag, og den gik lige efter bogen, så vi er svært tilfredse med arbejdsdagens forløb indtil videre.
Ved aktionen blev flere adresser ransaget, og fem mænd blev anholdt.
Masser af champagne på adresserne
Under ransagningerne fandt politiet uåbnede champagneflasker på flere private adresser. Desuden fandt man en større mængde uåbnede champagneflasker gemt af vejen på et lager i Køge.
Det skal nu undersøges, om flaskerne stammer fra indbruddet i Kokkedal.
- I dag har krævet en stor og flot indsats fra mange kollegaer, og vi har stadig mere arbejde foran os, for med fem anholdte og en hel del formodede tyvekoster, er der nok at tage fat på, lyder det fra Henrik Sejer.
Fire af de anholdte skal efter planen fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Helsingør torsdag. Det drejer sig om to mænd på 27 og 40 år fra Køge, en 27-årig mand fra Ishøj og en 34-årig mand fra Holbæk.
Den sidste anholdte - en 37-årig mand fra Ølstykke - er løsladt efter endt afhøring, men sigtes for nogle andre forhold.
/ritzau/