Fire mænd er mandag i Dommervagten i København blevet varetægtsfængslet i knap fire uger, sigtet for databedrageri.
Tidligt om morgenen 23. september lykkedes det ifølge politiet de fire mænd at tømme en hæveautomat på Amagerbrogade for 608.000 kroner.
Ifølge sigtelsen skar de et hul i hæveautomatens front, så de fik adgang til elektronikken og ledningsnettet i automaten.
Med en elektronisk boks, som de koblede til automaten, lykkedes det dem derefter at tømme automaten for kontanter. Ifølge sigtelsen fik den ene af mændene hele vejen igennem instruktioner af en ukendt gerningsmand over telefonen.
De fire mænd blev søndag anholdt i København. Ekstra Bladets netavis skriver, at politiet i forbindelse med anholdelsen fandt 960.000 kroner i deres udlejningsbil.
Ifølge eb.dk mistænker politiet dem også for at stå bag to lignende kup siden 31. august. De skulle være sket i Sønderjylland og i Nordjylland, hvor det lykkedes dem at få udbetalt 500.000 og 316.000 kroner.
Det giver et samlet udbytte på 1.424.000 kroner.
Sikkerhedsfirmaet Kaspersky har ifølge eb.dk tidligere advaret om metoden, som er brugt i Rusland og rundt om i Europa.
Ved at bore et hul i automaten og koble sig til computeren, der styrer udbetalingerne, kan hackerne ifølge Kaspersky nemt få udbetalt penge.
Hele operationen har typisk taget cirka 20 minutter. Metoden er kendt fra udlandet, men så vidt vides er det første gang, den er brugt i Danmark. Den kriminelle metode er kendt som "black box" metoden, skriver Ekstra Bladet.
I mandagens grundlovsforhør var de fire mænd dog kun sigtet for forholdet på Amagerbrogade. De nægtede sig skyldige, men ville i øvrigt ikke udtale sig.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.