Fyns Politi har tirsdag anholdt fire mænd i alderen 19 til 22 år og sigtet dem i en sag om 4,4 kilo sprængstof, der skulle være bragt til sprængning i en ejendom på Nyborgvej i Odense.
Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Fire andre mænd er allerede tiltalt i sagen, der ifølge politiet har relation til bandemiljøet i Odense.
To af de mænd, der blev anholdt tirsdag, er sigtet for medvirken til forsøg på sprængning af 4,4 kilo sprængstof 28. og 30. december 2023.
De to andre anholdte er sigtet for medvirken til besiddelse af sprængstoffet.
To af mændene fremstilles i grundlovsforhør onsdag. Her vil anklagemyndigheden anmode om lukkede døre.
Det var ifølge politiet 30. december omkring klokken 03.30, at andres liv blev udsat for overhængende fare, da sprængstoffet blev forsøgt detoneret i en ejendom i Odense.
Det lykkedes ikke de tiltalte at komme ind i opgangen. I stedet blev sprængstoffet gjort klar til sprængning ved montering af et kanonsalg foran opgangen.
Det lykkedes dem dog heller ikke at gennemføre den sprængning. En politibil ankom nemlig og forstyrrede mændene, der forlod stedet.
En af de tiltalte er en 18-årig svensker. Det er politiets opfattelse, at han blev hyret til at bringe sprængstoffet fra Sverige til Danmark.
Politiet mener desuden også, at forsøget på sprængningen har rod i konflikter mellem enkeltpersoner i det kriminelle miljø i Odense.
Det er dog ikke politiets opfattelse, at sprængstoffet blev placeret som led i en egentlig bandekonflikt.
Sagen mod de fire mænd ventes at blive indledt ved Retten i Odense 24. februar.
/ritzau/