Fire formodede gerningsmænd til en voldsepisode natten til søndag i et S-tog mellem Greve og Hundige er blevet anholdt, oplyser vicepolitikommissær Ove Pedersen, Midt- og Vestsjællands Politi.
I toget blev en 30-årig mand overfaldet og stukket med en kniv i skulderen, på halsen og i det ene øre. Han slap fra volden uden livsfarlige kvæstelser.
Navnet på den ene af de mistænkte har politiet kendt i et par dage, og de tre andre blev identificeret i løbet af onsdagen.
Onsdag var politiet hjemme hos dem alle sammen og lede efter dem, men uden held. Imidlertid fik det mændene til at føle, at jorden brændte under dem.
- Torsdag formiddag mødte de alle fire frivilligt op på politistationen i Karlslunde og meldte sig selv, siger vicepolitikommissær Ove Pedersen, Midt- og Vestsjællands Politi.
De fire er sigtet for at have stukket den 30-årige, efter at han forsøgte at hjælpe en anden mand, som de forinden havde chikaneret i S-toget.
De fire mænd, der nu er anholdt, er alle fra Greve. De tre er 17 år, mens den sidste er 18 år.
De er alle sigtet for vold af særlig farlig karakter, oplyser politiet.
Der er ikke oplysninger om, hvordan de unge mænd forholder sig til sigtelsen. De fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde fredag formiddag.
/ritzau/