Retten i Aarhus har torsdag i grundlovsforhør varetægtsfængslet fire mænd, som, politiet mener, har været håndlangere i en større narkosag. To af dem tilhører rocker- og bandemiljøet.
Alle er varetægtsfængslet i fire uger, oplyser Østjyllands Politi.
Med fængslingerne sidder i alt otte varetægtsfængslet i sagen, der drejer sig om indsmugling af kokain.
Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, og politiet ønsker ikke at offentliggøre detaljer om sagen.
De fire mænd, der har siddet varetægtsfængslet siden april, er sigtet for at have indsmuglet store mængder af narkotika til Danmark fra udlandet.
De øvrige fire, som blev varetægtsfængslet torsdag, er håndlangere for bagmændene. Det er fire mænd fra 23 til 39 år.
- De fire, som vi først anholdt, er tættest på sagen, siger vicepolitiinspektør Merete Olesen, Østjyllands Politi.
I forbindelse med de første anholdelser fandt politiet 1,2 kilo kokain, som menes at stamme fra en smuglertur. To mænd er sigtet for yderligere en smuglertur med samme kvantum.
Politiet i Østjylland har efterforsket sagen i længere tid i samarbejde med Rigspolitiet og politiets rejsehold.
Efterforskningen har været rettet mod folk, der har ledende roller i den organiserede kriminalitet i særligt udsatte boligområder, fremgår det af en pressemeddelelse.
/ritzau/