To drenge og to piger indrømmer, at de antændte den brand, som mandag eftermiddag raserede seks togvogne et par kilometer fra Fredericia Banegård.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi.
- De har samstemmende forklaret, at de har været på stedet, og at de har tændt ild, så de har erkendt de faktiske omstændigheder, siger vagtchef Jørn Bystrup.
Efterforskningsleder Frede Nissen oplyser tirsdag morgen, at der er tale om en dreng på 13 år, en dreng på 16 år og to piger på 15 år.
De to piger og den 16-årige er blevet sigtet for forsætlig brandstiftelse efter straffelovens paragraf 181.
De har alle fortalt politiet, at de har været inde i de gamle udtjente MR-togsæt, der holder på "togkirkegården", der ligger ved siden af Ungdommens Hus i Fredericia.
Ifølge deres forklaring var det ikke meningen, at ilden skulle blive så omfattende, som det var tilfældet.
De tog, som ilden har haft mest fat i, er bag afspærring, skriver Jydske Vestkysten. For at nå togene har børnene forceret flere udfordringer.
Blandt andet har de skullet gennem smalle passager, sno sig mellem brombærkrat og over udtjente kulsyreslukkere, skriver mediet.
Frede Nissen forklarer til avisen, at alle fire er "fra området". De blev tilbageholdt af politiet mandag aften. Det tog 40 brandfolk ni timer at bekæmpe branden.
Anklagemyndigheden har vurderet, at der ikke er grundlag for at kræve nogen varetægtsfængslet.
- Det er, blandt andet fordi der ikke er nogen uoverensstemmelser i deres forklaringer, fortæller Jørn Bystrup.
Vagtchefen fortæller, at politiet fandt frem til de fire børn på baggrund af henvendelser fra offentligheden.
Jørn Bystrup oplyser, at politiet i de kommende dage skal foretage tekniske undersøgelser af togvognene.
/ritzau/