Hvis vinden ellers vil, kan Danmark sejle hjem med en medalje eller to ved VM for 49'er og den nye kvindelige OL-klasse, 49'erFX.
Ifølge sportschef Thomas Jacobsen kan vejrforholdene ved Marseille få stor betydning for Danmarks resultater.
- Vi har umiddelbart fire både med medaljepotentiale, to i hver klasse. Især, hvis vi får noget blæsevejr at sejle i, så er vi rigtigt stærke, siger Thomas Jacobsen i en pressemeddelelse.
Lige nu er der dog ikke meget, der tyder på, at der kommer ret meget luft i sejlene i løbet af den kommende uge.
Ikke desto mindre stiller Danmark i 49'er-klassen med fem både, hvoraf de to under alle omstændigheder befinder sig i favoritfeltet.
Det drejer sig om Jonas Warrer/Peter Lang, der begge har vundet OL-medaljer i klassen, og Allan Nørregaard/Anders Thomsen, der også er godt sejlende.
Hos kvinderne knytter forhåbningerne sig specielt til Ida Marie Baad Nielsen/Maria Thusgaard Olsen, der vandt EM på hjemmebane i Aarhus i sommer.
Her blev Katja Salskov-Iversen og Jena Mai Hansen nummer fire, og derfor kan de også blande sig i topstriden.
Det er første gang, at der sejles om VM i 49'erFX. Bådklassen er ny på det olympiske program og får OL-premiere om tre år i Rio.
/ritzau/