Ritzau
Opdateret kl. 13:55
Fire cyklister fra USA, Schweiz og Holland er blevet dræbt i et angreb i det centralasiatiske land Tadsjikistan. Det oplyser landets indenrigsminister.
Myndighederne vil ikke udelukke, at der måske er tale om et målrettet angreb. Tre andre cyklister fra USA, Holland og Frankrig er såret. En af dem har blandt andet fået et stiksår. Derudover er en bil brugt til at køre cyklisterne ned.
- Vi undersøger alle muligheder. Ulykke. Røveri. Og også terror, siger indenrigsminister Ramazon Rakhimzoda.
Cyklisterne blev ifølge Rakhimzoda angrebet på en cykeltur omkring 90 kilometer sydøst for hovedstaden, Dusjanbé.
Ifølge ministeren er en mistænkt anholdt. En anden mistænkt modsatte sig anholdelse og blev dræbt i kamp med politiet. Tre andre mistænkte er stadig på fri fod.
En af de mistænkte er ejeren af bilen.
Den amerikanske ambassade i landet har fordømt episoden.
- Vi fordømmer på det stærkeste gerningsmændenes ondskab og forstår, at de på ingen måde repræsenterer venligheden og gæstfriheden fra det tadsjikiske folk, står der i udtalelsen.
Tadsjikistan har en historie med uro med islamistiske grupper. Mellem 1992 og 1997 kæmpede en regering under præsident Emomalii Rakhmon med islamistiske guerillagrupper.
Konflikten kostede titusinder af mennesker livet.
Efter politisk forsoning blev islamisternes parti forbudt i 2015, da regeringen anklagede partiets top for at stå bag kupplaner mod præsidenten. En anklage, som partitoppen afviste.
Tusinder af tadsjiker har sluttet sig til Islamisk Stat i Syrien og Irak. Tadsjiker er også blevet anholdt i forbindelse med angreb eller forsøg på angreb i Rusland, Sverige og USA.
Tadsjikistan er et land på størrelse med Grækenland og et indbyggertal på omkring 8,7 millioner. Det blev selvstændigt efter Sovjetunionens sammenbrud.
Tadsjikistan deler blandt andet grænse med Afghanistan mod syd og Kina mod øst.
/ritzau/Reuters