De fire børn, en pige på to og tre drenge på fem, ni og 13 år, menes at blive holdt skjult af faderens familie, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til bt.dk.
Politiet har allerede anholdt den 39-årige far og fundet kvinden efter kidnapningen, men faren nægter at hjælpe politiet med at finde børnene.
Derfor formoder politiet, at de bliver kørt rundt mellem forskellige adresser hos familiens bekendte.
Tirsdag aften blev fem mænd, heriblandt faren, anholdt og varetægtsfængslet i forbindelse med kidnapningen i Varde-området.
Ifølge politiet havde kvinden besluttet sig for at gå fra sin samlever, men blev forfulgt af flere af mændene. Hendes bil blev efterfølgende tvunget i grøften, hvorfra hun blev hentet over i en anden bil og kørt væk.
De fem mænd er danskere og kommer fra Varde-egnen. En af mændene er sigtet for at have bragt andres liv og førlighed i fare, to er sigtet for frihedsberøvelse af kvinden, og de er alle fem i forening sigtet for vold og kvalificeret vold.
De nægter sig alle skyldige.
/Newspaq/