Tre mænd og en kvinde blev onsdag anholdt af britisk politi i forbindelse med terrorbomberne 7. juli 2005, hvor 52 mennesker blev dræbt.
De fire personer er mellem 22 og 34 år gamle, og er anholdt for at anstifte, planlægge eller iværksætte terror. De er anholdt på forskellige adresser i Birmingham og West Yorkshire, men bliver nu flyttet til en politistation i London, hvor de skal afhøres senere onsdag.
52 omkom 7. juli 2005, da fire bomber sprang på tre undergrundstationer og en bus i det centrale London. Angrebet blev udført af unge, britiske selvmordsbombere.