Her til formiddag sidder fire personer på anklagebænken ved retten i Herning. De er sigtede storstilet smugleri og salg af narkotika.
I løbet af efteråret har Midt- og Vestjyllands Politi i samarbejde med Rigspolitiets Rejsehold arbejdet på sagen, oplyser politiinspektør Ole Henriksen ifølge jp.dk.
Og det samarbejde førte i dag til fire anholdelser, og samtidig blev der gennemført ransagning på flere adresser, hvor der blev fundet ca. 15 kilo amfetamin, ca. 150 kilo hash, et større kontantbeløb samt våben og tyvekoster.
Og de fire, der altså lige nu er i retten, er ikke helt unge - der er tale om tre mænd på 59, 56 og 46 år og en kvinde på 47 år.
Politiet oplyser, at narkosagen har forbindelser til udlandet - uden dog at ville kommentere dette aspekt yderligere.
Anklageren har krævet lukkede døre.