I Dubai er hash og andre former for rusmidler strengt forbudt, og finder tolderne i lufthavnen bare så meget som et støvkorn hash, falder hammeren hårdt.
En engelsk familiefar, Keith Brown, er således netop blevet idømt fire års fængsel, fordi tolderne i landet hovedlufthavn fandt spor af hash under hans fodsåler. Konkret var der tale om en hash-klump - hvis man da kan tale om klump i det konkrete tilfælde - på 0,003 gram, det vil sige mindre end et sukkerkorn og rent faktisk usynligt for det menneskelige øje. Det skriver This is London.
Englænderen, der er far til tre og var på vej tilbage til England efter en forretningsrejse, blev tilbage i september rutinemæssigt stoppet i tolden, og derefter underkastet en nærmest videnskabelig undersøgelse for at finde spor efter forbudte stoffer. Og under hans ene sko fandt de så, hvad de ledte efter. Siden har han siddet varetægtsfængslet og nu er dommen så afsagt - fire års fængsel.
Dommen har vagt harme i England.
- Når vi taler om så små mængder, burde fornuften råde. Når man tænker på mængden og på, hvor de fandt det, er det jo åbenlyst, at han har trådt i noget på et eller andet tidspunkt, siger den dømtes bror Lee Brown.
Keith Brown er imidlertid ikke den eneste vesterlænding, der er kommet i problemer i Dubai på den konto. En mand er således blevet fængslet fordi man på hans tøj fandt tre valmue-frø fra et stykke brød, han havde spist i Heathrow Lufthavn og en anden er blevet dømt for at have 0.01 gram hash liggende som smulder i kufferten.