Selv om den verdens-økonomiske pil peger opad i øjeblikket, og der er positive meldinger fra diverse økonomer, så vil der gå lang tid, før vi er tilbage på rette spor.
Dansk økonomi er ramt så voldsomt af den internationale finanskrise, at krisen først vil vende i 2013. Det vurderer Dansk Industri (DI) i sin efterårsprognose.
"Dansk økonomi har været igennem en periode med voldsom tilbagegang. Nu er der udsigt til, at væksten langsomt vil vende tilbage, men det har lange udsigter inden det tabte er vundet tilbage. Vi skal sandsynligvis noget ind i 2013, inden produktionen er tilbage på samme niveau som i første halvdel af 2008," skriver DI.
Cheføkonom i DI Klaus Rasmussen begrunder de lange udsigter med, at en stor del af den fremgang, vi ser i verden, sker for offentlige midler, og de skal betales tilbage. Det vil på sigt dæmpe efterspørgslen.