Det er en af de sværeste danse, og alligevel formåede komikeren Viki Berlin og hendes partner Steen Lund at score hele fire flotte ti-taller fra dommerne for deres rørende flotte tango.
Det er første gang i denne sæson, at der bliver hevet ti-taller frem fra dommerbordet, og med fire af slagsen var det også det absolut højeste, der er muligt at få.
- Det var så flot, at jeg fik tårer i øjnene, lød det fra dommer Britt Bendixen, mens dommer Jens Verner ærgrede sig over, at han kun kunne give ti. Også dommer Anne Laxholm havde de store roser fremme.
- Der er ikke noget menneske, der kan gøre det, du har gjort, på så få uger, lød det fra den ellers benhårde dommer.
Den flotte kritik kom da også som en stor overraskelse for parret. Vicki Berlin havde med egne ord "sandpapir i munden", da hun efterfølgende skulle forklare, hvordan det føltes. Og da parret gik bag scenen lød der et jubelbrøl.
- Jeg er bare jordens lykkeligste menneske lige nu, lød det fra Steen Lund, da kameraerne var slukkede. Vicki Berlin kunne til gengæld næsten ikke snakke, fordi tårerne trillede ned ad kinderne.
- Jeg er også så lykkelig, men også ked af, at Lisbeth ryger ud, fordi hun er min gode veninde, lød det fra Vicki Berlin.