De er lette at spotte. Både ejerne og deres bidske kamphunde, som ofte spreder frygt, når de løber rundt uden snor og overfalder sagesløse skødehunde.
Men nu skal der styr på de såkaldte muskelhunde, mener Socialdemokraterne. Partiet vil ifølge Nordjyske.dk udstyre muskelhundene med et særligt hundetegn, så det bliver lettere for politiet at fjerne de farlige hunde fra gaden. Samtidig skal det gøres til et lovkrav, at muskelhundene holdes i snor.
- Vi
synes, at der skal ske noget. Der har været mange eksempler på
muskelhunde, der har overfaldet andre hunde, og det gør folk utrygge.
Vi har diskuteret problemet med farlige hunde siden 2003, men der er
ikke sket noget endnu, siger Socialdemokraternes ordfører for
dyrevelfærd, Julie Skovsby, til Nordjyske.dk.
Allerede i næste uge vil partiet have de andre partier i Folketinget med på forslaget, og målet er klart: Antallet af muskelhunde skal nedbringes.
- Det er vores klare mål, at der skal være færre
kamphunde. Vi vil sikre, at de folk, der ikke kan finde ud af det, vil
miste hundene, mens ejere, som har styr på hunden, kan have den
lovligt, siger Julie Skovsby.
I Dansk Kennel Klub er man begejstret for forslaget, men i Foreningen af Muskelhundeejere er formand Bettina Frederiksen dybt forarget.
- Vi støtter større sikkerhed og bedre registrering af hunde. Men det er
en dårlig løsning bare at pege på nogle særlige hunde, for hvad så når
andre racer bliver populære. Vi vil have en generel opstramning, siger
hun til Nordjyske.dk.