Nedturen fortsætter for Liverpool og den tilbagevendte Daniel Agger.
Holdet er stort set ude af mesterskabskampen i Premier League. Og tirsdag aften røg de også ud af Champions League.
Selvom det lykkedes at besejre ungarske Debrecen med 1-0 på et mål af unge David N'Gog, så må Daniel Agger & Co. en tur ned i Europa League.
I stedet er Fiorentina og Lyon klar til ottendedelsfinalerne i Champions League.
Hjemme i Firenze vandt Fiorentina med Per Krøldrup på banen i 90 minutter og Martin Jørgensen i de sidste ti med 1-0 over franske Lyon på et straffespark eksekveret af Juan Vargas.
I Liverpool spillede Daniel Agger hele kampen.