Fiorentina-anfører Davide Astori blev søndag morgen fundet død på sit hotelværelse, og nu vil anklagemyndigheden i Udine finde ud af, om der ligger et drab bag det tragiske dødsfald.
Det siger anklager Antonio De Nicolo til Radio Rai ifølge fodboldmediet Football Italia.
- Vi har åbnet det som en kriminalsag for at finde ud af, om der var tale om manddrab, siger han.
Der har ikke været indikationer eller historier om, at det skulle være tilfældet.
- Vi har ingen mistænkte. Tirsdag skal vi have foretaget en obduktion for at fastslå dødsårsagen, siger Antonio De Nicolo.
Anklageren siger ifølge Gazzetta dello Sport, at det er proforma at undersøge dødsfaldet som en drabssag.
Det meste tyder på, at fodboldspilleren døde af naturlige årsager som følge af hjerteproblemer, tilføjer han.
31-årige Astoris død har efterladt det fodboldgale land i sorg. Foruden sin rolle som Fiorentina-anfører var Astori også en del af det italienske landshold.
Han varmede således bænken, da italienerne i november missede kvalifikationen til et VM for første gang i 60 år. Astori opnåede 14 landskampe for Italien.
Efter dødsfaldet blev alle søndagens Serie A-kampe aflyst, og kondolencerne væltede ind fra fodboldspillere og trænere.
- Din datter fortjener at vide, at hendes far var en god person. En rigtig god person, lyder et uddrag af målmand Gianluigi Buffons mindeord.
- Det er en tragedie. Det var en nyhed, som virkelig gjorde ondt på mig, og det er meget svært at finde de ord, man skal sige til familien. Han var en god spiller og en fantastisk person, sagde Chelsea-manager Antonio Conte søndag.
Davide Astori efterlader sig sin kone og sin toårige datter.
/ritzau/