En fintælling ser ud til at have afgjort søndagens præsidentvalg i Uruguay i Sydamerika. Forskellen mellem den konservative kandidat, Luis Lacalle Pou, og den socialdemokratiske Daniel Martinez var så lille, at en fintælling blev sat i gang.
Torsdag har Daniel Martinez anerkendt, at han ikke kommer til at slå Luis Lacalle Pou.
I Uruguay vælges præsidenten over to runder, hvis ingen opnår over 50 procent af stemmerne i den første.
I første runde i juni fik Daniel Martinez fra partiet Bred Front omkring 40 procent af stemmerne, mens Luis Lacalle Pou fra Nationalpartiet fik 30 procent.
Samtidig med første runde blev der afholdt valg til de to kamre i landets parlament. Her fratog en koalition bag konservative Luis Lacalle Pou rivalen Bred Front sit flertal i begge kamre.
Anden runde søndag gav en snæver sejr til Lacalle Pou, men valget var så tæt, at valgkommissionen beordrede en fintælling.
Torsdag erklærede Lacalle Pous parti på Twitter, at det havde vundet valget.
Præsidenten i Uruguay er både landets statsoverhoved og regeringschef. Vedkommende vælges for fem år og kan ikke stille op igen umiddelbart efter sin regeringsperiode.
Den afgående præsident fra Bred Front hedder Tabaré Vazquez.
Uruguay har længe været regnet som en fredelig og stabil del af en ofte uropræget sydamerikansk region.
Men det seneste år har der været en markant stigning i visse typer af vold og kriminalitet.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters