Manden var ifølge øjenvidner under skoleskydningen iført skimaske og var klædt helt i sort. Han bar et kraftigt automatvåben, da han begyndte at skyde mod skolens elever. Da politiet ankom til stedet, blev de involveret i skudvekslinger med manden, før han begik selvmord.
En talsmand for politiet i Kauhajoki oplyste i første omgang, at manden var blevet anholdt, men har efterfølgende rettet det til, at han havde begået selvmord. Politiet havde indsat specialstyrker under episoden, men de forlod stedet i en helikopter straks efter fundet af mandens lig. Ifølge den finske avis Iltalehti er der fundet flere lig både i og omkring skolen. Mindst ti mennesker meldes at være bragt på et nærliggende hospital.
Erhvervsskolen blev under episoden sat delvist i brand, men af frygt for den unge mand, måtte brandvæsenet først slukke branden, da episoden var overstået. Da politiet frygter, at der kan være bomber på skolen, er slukningsarbejdet dog kun gennemført nødtørftigt.
Hele området omkring skolen er afspærret, og skolen er blevet evakueret. Både journalister og pårørende holdes på afstand af skolen, som politiet stadig er ved at gennemsøge efter lig og mulige bomber. De omkring 150 elever og deres pårørende tilbydes nu krisehjælp.
I november sidste år blev otte personer dræbt ved en lignende episode, hvor en 18-årig mand gik amok og åbnede ild mod elever og lærere på Jokala High School i den finske by Tusla.
/Newspaq/