Den finske statsminister, Matti Vanhanen, har indgivet sin afskedsbegæring.
Det sker efter en syv års, til tider turbulent, embedsperiode, der har budt på alt fra romantiske forhold til en skandale om en eventuel privatfinansieret valgkamp.
Matti Vanhanen meddelte allerede tilbage i december, at han på grund af helbredsmæssige årsager ville trække sig fra posten som Finlands politiske overhoved.
Det fik efterfølgende en række finske medier til at spekulere i, om Vanhanen i virkeligheden trådte tilbage, fordi han forsøgte at skjule noget for offentligheden.
Onde tunger vil nemlig vide, at den 54-årige politiker, sammen med en række andre toppolitikere, har fået privatfinansieret sin valgkampagne uden at fortælle det til offentligheden.
Når Matti Vanhanen træder tilbage, hvilket han forventes at gøre på tirsdag, bliver det højst sandsynligt den 41-årige Mari Johanna Kiviniemi, som netop er blevet udpeget som formand i Center partiet.
Dermed får Finland sin anden kvindelige statsminister igennem historien.
Men selvom Vanhanen lader statsminister-depechen gå videre til en yngre "løber", så har han ikke tænkt sig at forlade finsk politik.
"I slutningen af året vender jeg tilbage til mit parlamentariske arbejde," skriver han på sin hjemmeside.