En 22-årig kvindelig ansat hos Pabst Bakery på Torvet i Maribo fik skåret fire fingre af, da hun skulle skære brød til en kunde, skriver TV 2 Øst.
- Fire af hendes fingre er kørt af næsten helt nede ved håndrodden. Det gør ondt bare at læse det, siger politikommissær Jesper Andersen Sieck, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til tv-stationen.
Hændelsesforløbet er endnu uklart, og Arbejdstilsynet er nu gået ind i sagen. Tilsynet skal blandt andet se på, om alle sikkerhedsregler på arbejdspladsen er overholdt, skriver TV 2 Øst.
Kvinden blev efter uheldet fløjet i helikopter til Odense Universitetshospital.
Bageriets ejer, Marc Pabst, skriver i en besked til TV 2 Øst, at de ansatte er for berørte til at kunne udtale sig og at "Vi er knust over, at en god medarbejder og tæt ven et kommet til skade".