Rædslernes hus. Så voldsomt beskriver den franske udgave af Dyrenes Beskyttel, AEPA, en pensionists hjem i La Roquette-sur-Siagne nær Cannes.
Da politiet stormede huset, fandt de nemlig intet mindre end 117 døde katte i fryseren hos den 66-årige beboer. Samme sted opholdt 38 levende katte sig, heriblandt 12 killinger og en gravid hunkat.
Flere af dyrene viste tegn på tyfus, mens andre var fyldt med sår og var tydeligt underernærede.
– De har levet i mandens beskidte hus i årevis, og havde det alle meget dårligt- Det er et rædslernes hus, og der var endda flere katte begravet i haven, siger en kilde i dyrevelfærdsorganisationen til Sky News
Husets beboer blev anholdt tirsdag, men løsladt dagen derpå efter endt afhøring. Han mener ikke selv, han har gjort noget galt, tværtimod fortalte han betjentene, at han elskede katte og ville give dem evigt liv.