Finanstilsynet i USA, Securities and Exchange Commission (SEC), har torsdag sagsøgt administrerende direktør for Tesla Elon Musk for bedrageri ved at vildlede investorerne. Det sker, efter at han i august tweetede, at han overvejede at tage elbilproducenten af børsen.
Tilsynet kræver, at Elon Musk forbydes at lede børsnoterede selskaber. Får tilsynet medhold i dette, vil Musk ikke kunne lede Tesla, så længe selskabet er på børsen.
47-årige Elon Musk er blandt de højest profilerede teknologichefer, der beskyldes af SEC for bedrageri. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Nyheden om sagsanlægget fik torsdag aktien i Tesla til at falde med 12 procent i eftermarkedet.
Sagsanlægget er indleveret ved en domstol i New York. Det kommer, mindre end to måneder efter at Musk skrev ud til sine 22 millioner følgere på Twitter, at han overvejede at afnotere selskabet.
- Overvejer at tage Tesla af børsen for 420 dollar per aktie. Finansieringen sikret, tweetede han.
Men det, mener SEC, var bare noget, han fandt på.
I sin anklage skriver børsmyndighederne ifølge Bloomberg News:
- Sandheden og faktum er, at Musk ikke havde diskuteret - og langt fra bekræftet - vigtige betingelser for en aftale, herunder pris, med nogen potentiel finansieringskilde.
Da Elon Musk mandag 7. august sendte sit kontroversielle tweet ud, steg aktien i Tesla med 11 procent.
- Musk kom med sine falske og vildledende udtalelser om at afnotere Tesla ved at bruge sin mobiltelefon midt i en aktiv handelsdag, skriver SEC.
Tilsynet understreger i sin anklage, at man skal følge loven om føderale værdipapirer, "også selv om man har stjernestatus eller et omdømme som en teknologisk innovatør".
/ritzau/