Rigsrevisionen rejser en skarp kritik af Finanstilsynet, som fører tilsyn med finansielle virksomheder for Økonomi- og Erhvervsmininsteriet.
I en rapport fra Rigsrevisionen, som Børsen har fået fat i, fremgår det, at Finanstilsynet bærer ansvaret for, at Amagerbanken fik en statsgaranti på 13,5 milliarder kroner blot et halvt år, inden banken krakkede.
Den garanti har indtil videre kostet de danske skatteydere 2,1 milliarder kroner, skriver Børsen.
"Rigsrevisionen finder, at Finanstilsynet burde have været endnu mere opmærksomme på de særlig risikable forretningsmetoder, som Amagerbanken i betydeligt omfang var præget af," skriver Rigsrevisionen i sin rapport ifølge avisen.
Socialdemokraternes erhvervsordfører Benny Engelbrecht ser frem til at læse rapporten, når den bliver offentliggjort klokken 16.
"Hvis det, der står i Børsen står til troende, så er den alvorlig sag. Og det er potentielt en alvorlig kritik, der rejses af Finanstilsynet, den daværende økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen og ministeriet," siger han til Newspaq.
Rapporten bliver offentliggjort klokken 16.
Amagerbanken krakkede i februar og blev herefter overdraget til Finansiel Stabilitet, som i folkemunde kaldes statens skraldespandsselskab.