Torsdag var for længst blevet til fredag, da Dansk Folkeparti og regeringen gik fra seneste runde finanslovsforhandlinger.
Ifølge Ritzaus oplysninger varede mødet til ved 6-tiden fredag morgen.
Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, sagde torsdag før forhandlingerne, at der skulle forhandles i bund.
- Man har aldrig lavet en aftale, før man har lavet en aftale. Vi har den tid, der skal til, men vi ser meget gerne, at man kan lave en aftale inden for de nærmeste dage, hvis det overhovedet kan lade sig gøre.
- Men det kræver så lige, at regeringen kommer med de sidste indrømmelser, der skal på bordet, før vi kan være tilfredse, siger Dansk Folkepartis gruppeformand.
De indrømmelser, DF vil have, er en strategi for hjemsendelser, kaldet paradigmeskift, et loft over familiesammenføringer efter tysk forbillede og bedre økonomiske vilkår for visse pensionister.
Parterne mødes igen fredag klokken 13 til forhandlinger, oplyser Finansministeriet.
/ritzau/