Aftalen bygger ovenpå de forlig, som de seneste uger er indgået med Folketingets partier. Der er blandt andet afsat penge til politiet, en styrkelse af ældreområdet og til mere kvalitet i børneplejen.
»For sjette år i træk har vi med en aftale om finansloven sikret solide løsninger og fremadrettede resultater, øget velfærd og fortsat skattestop. Aftalen udmønter blandt andet to milliarder kroner i 2007 fra det historiske forlig i juni om fremtidens velfærd og globalisering. Herudover er en række brede forlig nu rammet ind af en aftale med Dansk Folkeparti, der sikrer forbedringer på mange områder,« siger finansminister Thor Pedersen (V).
Aftalen er blandt andet baseret på en udmøntning af globaliserings- og velfærdsaftalerne samt forligene om satspuljen, flerårsaftalen for politi og anklagemyndighed samt om den almene sektor, trafik og kultur. Finanslovsaftalen indebærer blandt andet:
At indsatsen på ældreområdet styrkes med 2,4 milliarder kroner over de næste fire år.
At 225.000 folkepensionister i 2007 får 400 millioner kroner ekstra til den supplerende pensionsydelse.
At kvaliteten i dagtilbudene forbedres med initiativer for 600 millioner kroner i de kommende tre år. 200 millioner kroner målrettes til særligt udsatte børn.
At der i årene 2007-2009 målrettes cirka 500 millioner kroner til miljøområdet samt til natur- og miljøindsats, miljøteknologi, bekæmpelse af partikelforurening.
At politi og anklagemyndighed styrkes med godt to milliarder kroner over de næste fire år.
At afgiften på sodavand sættes ned for 80 millioner kroner for at reducere grænsehandlen.