Finanskrisen er over os, krisen kradser og sådanne lignende overskrifter plejer at indlede negative historier, men den der kommer her, er god.
For finanskrisen er nemlig også skyld i færre dødsfald i trafikken.
I de seneste to år har trafikken kostet over 400 menneskeliv hvert år. Men omkring 290 har mistet livet i den danske trafik i år, og med lidt over to uger tilbage af året, lander det endelige tal nok tæt på dødstallet 306, som var antallet, der blev dræbt i trafikken i 2006 - og et antal, der var det laveste i 60 år.
"Det er rigtig positivt, at vi ser et meget stort fald i antallet af dræbte og kvæstede i år i forhold til de sidste to år," siger Anders Rosbo, direktør i Rådet for Større Færdselssikkerhed til Nyhedsbureauet Newspaq.
Det voldsomme fald i Danmark ligner udviklingen i andre lande i Vesteuropa. De fleste melder om en nedgang i antallet af trafikdræbte på mellem 15 og 35 procent i år. Med udsigt til cirka 25 procent ligger Danmark midt i feltet.
Men der kan stadig gøres mere for at redde liv. Danmark har et officielt mål om at nå ned på 200 trafikdræbte i 2012. Skal det nås, så kræver det ét helt bestemt tiltag.
"Det må ikke gå hen og blive en sovepude, for vi kan jo ikke regne med, at finanskrisen fortsætter ud i fremtiden. Derfor anbefaler vi - for at få en varig nedbringelse af antallet af dræbte kvæstede - at vi skal vi have automatiske hastighedskontroller, som der er i stort set alle andre vesteuropæiske lande," siger Anders Rosbo til Newspaq.