Den klassiske kolbekaffe taber terræn i Danmark.
En ny undersøgelse, som analysefirmaet GfK har foretaget, viser, at mens forbruget af filterkaffe et faldet med tre procent på to år, så er andelen af instant-kaffe steget med 10 procent, skriver Jyllands-Posten.
Det er især de unge, der vælger den hurtige kaffeløsning.
»Faldet i kaffeforbruget skyldes primært, at de unges kaffevaner ændrer sig. De starter senere med at drikke kaffe, de drikker ikke så mange kopper, og de drikker dem typisk på cafe eller ?to-go?. Derfor oplever vi et fald i salget af traditionel filterkaffe,« fortæller Peter Skafte, bestyrelsesformand i Dansk Kaffeinformation til avisen.
Faldet i kaffeforbruget er mest markant for mennesker op til 49 år, men også hos den ældre del af befolkningen er der et fald at spore. Det er kun hos de 50- til 59-årige, at der er en lille stigning i forbruget.
Alene på et år har instantkaffe solgt 62 procent mere til folk op til 29 år.
Selvom den hurtige kaffe er på vej frem, udgør den stadig dog blot en lille del af det samlede marked med sine cirka 10 procent.