Det er Leonardo DiCaprios skyld, at flere omfattende skovbrande har hærget regnskoven Amazonas i Brasilien. Det mener i hvert fald landets kontroversielle præsident, Jair Bolsonaro.
– Ham Leonardo er en fin fyr, ikke? Han giver penge til, at Amazonas brændes af, lød den opsigtsvækkende melding fra præsidenten om ”Titanic”-skuespilleren.
Udtalelsen faldt, efter at fire frivillige brandfolk tidligere på ugen blev arresteret – beskyldt for bevidst at sætte ild til skoven for at skaffe penge til en international NGO. De blev senere løsladt.
Og det er netop den NGO, som Leonardo DiCaprio har støttet med et millionbeløb og dermed altså – ifølge præsidenten – er medansvarlig for brandene.
De beskyldninger vil filmstjernen dog ikke have siddende på sig.
– Jeg vil fortsætte med at støtte de oprindelige brasilianske folkeslag, lokale myndigheder, forskere undervisere og folk, der arbejder utrætteligt for at redde Amazonas, skiver han blandt andet i et opslag på Instagram.
I august hærgede en voldsom brand et stort område i Amazonas, og i den forbindelse lovede DiCaprio at støtte med fem millioner dollars til kampen for at bevare regnskoven.
Jair Bolsonaro blev præsident i januar, og han har lige siden ført verbal krig mod de organisationer, der arbejder for at redde Amazonas.