Den europæiske filmbranche kan ånde lettet op. Ministre fra de 27 EU-lande besluttede sent fredag aften, at den audiovisuelle (AV)-sektor - altså film, video, musik og spil - ikke skal diskuteres i kommende forhandlinger om en frihandelsaftale med USA.
Især franskmændene havde på forhånd frygtet, at en frihandelsaftale med USA ville æde diverse filmstøtteordninger, og derved kunne Hollywood løbe den europæiske filmbranche over ende.
Frankrigs præsident François Hollande har således flere gange kastet hele sin præsidentielle vægt ind i sagen.
Og torsdag gjorde premierminister Jean-Marc Ayrault det klart, at det er så "afgørende en sag", at Frankrig er klar til at blokere for at give EU- Kommissionen et forhandlingsmandat.
Og franskmændene fik deres vilje.
- Den audiovisuelle sektor bliver ikke en del af forhandlingerne med USA i denne omgang. Jeg kan med 100 procents sikkerhed sige, at der ikke er grund til bekymring. Det er helt undtaget fra forhandlingerne, siger handelsminister Pia Olsen Dyhr (SF).
Den danske lejr havde ellers ikke - som franskmændene - et brændende ønske om at holde AV-sektoren uden for en eventuel aftale med amerikanerne.
- Vi havde sådan set gerne set, at der indgik elementer af den audiovisuelle sektor i forhandlingerne. Men det var vigtigere for os at nå frem til et mandat, så kommissionen kan komme i gang med forhandlingerne, fortæller handelsministeren.
Hun frygter dog, at udeblivelsen af AV-sektoren i EU-Kommissionens mandat kan blive en alvorlig forhindring i forhold til hurtigt at blive enige med USA om en frihandelsaftale.
- Jeg tror, amerikanerne vil se kritisk på det. De har tidligere nævnt, at det er en meget offensiv interesse fra deres side. Og det kan betyde, at de så vil undtage noget andet fra forhandlingerne, siger Pia Olsen Dyhr.
/ritzau/