Rambo. Instr. Sylvester Stallone
Efter et par årtiers frit fald fra actionheltenes tinder var der kun to skud tilbage i bøssen for Sylvester Stallone: genoplivning af firser-ikonerne Rocky og Rambo! Og efter at have høstet mild respekt for sin hylende sentimentale sjette omgang som den ukuelige bokser, er det nu blevet tid for fjerde personlige krig for den periodisk bersærkende ’Nam-veteran.
Som med forrige års ’Rocky Balboa’ bærer genkomsten blot heltens navnetræk uden tilføjede cifre, og er både skrevet, instrueret og produceret af Sly selv. Men ’Rambo’ er bestemt ikke tilsvarende afdæmpet og tilbage-til-rødderne – fjernt fra det samfundskritiske ophav som svigtet krigstraume, i lige linie af de kommercielle velmagtsdage som kommunistslagtende enmandshær. Der skal onduleres onde risgnaskere i junglen, skal der!
Og det bliver der. I hobetal. Ifølge en optælling fra L.A. Times gennemsnitligt tre i minuttet. Et blodbad, der både i omfang og detaljegrad overgår alle Rambos tidligere meritter. Ren splatter-action, kulminerende i en fuldstændig afsindig finale-regn af skudsår og kropsdele.
Bestialske folkedrab
Vreden rammer denne gang de angiveligt sadistisk blodtørstige regeringsstyrker i Burma. Fortjent ovenpå udpenslet bestialske folkedrab – bizart ude af takt med den anderledes barokke tegnefilmsvold, som Rambo straffer dem med.
Han går ellers og passer sig selv som surmulende slangefænger i den thailandske jungle. Han skyder nu kun med flitsbue, og kun fisk, men da en gruppe amerikanske nødhjælpsarbejdere skal hjælpes over grænsen, viser den effektive dræbermaskine sig kun at være et par liderlige flodpirater væk.
Stallone har for længst passeret de tres, men bliver øjensynligt aldrig for gammel til jubelfremkaldende effektive udraderinger, og desillusion udtrykt gennem maksimalt to stavelser. De tossegode missionærer, han skal redde, er til gengæld snittet ud af det pureste formiddagstv-drama.
Og således veksler ironiløse ’Rambo’ konstant mellem at være herrefirser på den fede og på den ufede måde. Skiftevis vulgær idioti og smagløs sjov. Primitivt eksploiterende og åndssvagt underholdende. Svær at syntes om, og svær at stå for.