To studerende fra Københavns Universitet har søgt den menneskelige historie i konflikten mellem Ungdomshuset og Faderhuset.
Af Ingeborg Christiane Hau
inha@avisen.dk
@BRØD:Debatten om Faderhuset og Ungdomshuset er på dagsordenen hos de fleste københavnere.
Steffen Buhl Larsen og Nicki Jensen, som studerer Film- og medievidenskab på Københavns Universitet, har valgt at lave en dokumentarfilm om emnet.
»Medierne har en tendens til at skabe et firkantet, politisk billede af konflikten. Vi havde en idé om at finde de mindre, menneskelige historier, som lå bag,« forklarer de to studerende.
Drevet af nysgerrighed
Som så mange andre havde Steffen Buhl Larsen og Nicki Jensen ikke de store forudsætninger for at skildre netop denne situation, forklarer de. Det var nysgerrighed, som fik dem til at vælge emnet.
»Vi havde de fleste af vores oplysninger og holdninger fra medierne, men vi ville se, om de holdt stik.«
Steffen Buhl Larsen og Nicki Jensen har bygget filmen op omkring interviews med to unge, én fra Ungdomshuset og én fra Faderhuset.
»Vi valgte bevist ikke at interviewe talsmænd, formænd og lignende, for at få en uofficiel side af historien. Medlemmerne i de respektive huse er jo individer, men fremstilles sjældent sådan.«
Gennem interviewarbejdet har det vist sig, at de to parter faktisk ikke er så forskellige endda, forklarer Nicki Jensen.
»Selvfølgelig adskiller de to unge sig fundementalt på mange punkter. Men de er også unge københavnere, som går op i musik og kultur. Og så føler de sig begge misforståede.«
»Begge parter var meget imødekommende, da vi kontaktede dem. Det gik faktisk nemmere end forventet,« siger Steffen Buhl Larsen.
Ifølge Nicki Jensen og Steffen Buhl Larsen gik det så nemt, fordi de var studerende, og ikke havde nogen skjult dagsorden.
»Både Faderhusets og Ungdomshusets brugere er trætte af den måde, de bliver fremstillet på i medierne. Derfor har vi også underskrevet en aftale om ikke at videregive vores film uden deres samtykke.«
Formålet med filmen er at give et mere nuanceret billede af en kontroversiel konflikt, forklarer de.
»Hvis filmen bliver god, og begge parter siger ja, vil vi da gerne bidrage til den offentlige debat,« siger Steffen Buhl Larsen og Nicki Jensen.