Joe Strummer bliver nu emnet for en ny dokumentarfilm.
Punksangeren, der var med i det legendariske band The Clash, døde af en hjertefejl i 2002. Han blev kun 50 år gammel.
Fem år efter kommer filmen om legenden. Den får titlen ’Joe Strummer: The Future Is Unwritten’, og instruktøren er Julien Temple.
Temple må siges at være den rette mand til emnet. Han har tidligere lavet to film om punkbandet Sex Pistols ’The Great Rock’n’Roll Swindle’ og ’The Filth and the Fury’.
Clash-medlemmet Mick Jones, Bono fra U2 og instruktøren Martin Scorsese er blandt de mange interviewede i filmen, som vil blive krydret med optagelser af Joe Strummer selv.
Filmen får premiere i England 18. maj.