Onsdagens strejker i DR kommer til at gå ud over dagens og aftenens tv-program.
Alle nyhedsudsendelser udgår, herunder Aftenshowet, der normalt løber over skærmen kl. 18.
I stedet viser DR 1 kl. 18 et dyreprogram og i TV-avisens normale sendetid fra kl. 18.30 en genudsendelse af underholdningsprogrammet ’Aha’, som handler om Melodi Grand Prix.
Fra kl. 19.30 vender DR tilbage til sendeplanen frem til kl. 21, hvor TV-avisen og magasinet Penge bliver erstattet af den amerikanske romantiske komedie Kærligheden har to sider med Barbra Streisand og Jeff Bridges i hovedrollerne.
Eftermiddagens nyhedsudsendelse kl. 15 bliver erstattet af en OBS-udsendelse, mens al ungdoms- og børne-tv bliver afviklet som planlagt.
- Vi har fået at vide, at vi kommer tilbage kl. 24, så umiddelbart ser det ud, som om vi kan sende normalt igen i morgen, oplyser Ulla Pors Nielsen, chef for DR 1, til Avisen.dk.