Otte film på 12 måneder.
Der er ikke noget at sige til, hvis den amerikanske Oscar-vinder, 23-årige Jennifer Lawrence, er en lille smule udkørt. Og netop derfor har hun da også valgt at trække stikket det næste års tid.
Det fortæller den legendariske filmproducer Harvey Weinstein ifølge Mirror til The Sun on Sunday.
- Hun holder en lang pause på et år, hvor hun ikke er med i noget. Det har været non-stop for hende, og hun fortjener et hvil, siger han.
Lawrence tiltrak sig senest en del negativ opmærksomhed, da hun valgte ikke at deltage i de årlige BAFTA-uddelinger, selv om hun endte med at vinde prisen for bedste kvindelige birolle for rollen i "American Hustle".
- Jennifer er for sød og gør tjenester for folk og går med til at lave en film som "American Hustle", hvor hun kunne have taget en pause, forklarer Weinstein.
- Hun sagde ja til at lave "Hunger Games", da hun var ung og ikke kunne indse, hvor meget det ville dominere hendes liv. Men hun er professionel, og det vil hun altid være, slutter produceren, der arbejdede sammen med Lawrence under tilblivelsen af "Silver Linings Playbook".
Den hårdtarbejdende skuespillerinde kan trods pausen blandt andet opleves i Susanne Biers kommende film "Serena", der er sat til udgivelse i april.
Newspaq