Filippinernes indenrigsminister, Jesse Robredo, er blandt de tre personer, der savnes, efter at et lille privatfly er styrtet i havet ud for en centralt beliggende ø lørdag, oplyser myndighederne.
Cessna-flyet styrtede i nærheden af øen Masbates kyst, da piloten forsøgte at gennemføre en nødlanding efter at have haft ukendte motorproblemer, siger den regionale militærtalsmand, oberst Generoso Bolina, til journalister.
- Minister Robredo befandt sig i et let fly på vej fra Naga til Cebu. Der opstod et motorproblem, så de bad om tilladelse til at gennemføre en nødlanding på Masbate, men flyet nåede aldrig frem, men styrtede ned, siger Bolina.
Fire mennesker var om bord i flyet. Robredos rådgiver blev reddet, men Robredo og de to piloter er fortsat meldt savnet ifølge Bolina.
Transportminister Manuel Roxas siger, at præsident Benigno Aquino er blevet informeret om ulykken og fulgte nøje med i den fortsatte eftersøgnings- og redningsaktion.
- Lad os alle bede for, at han er i sikkerhed, siger Roxas i Radio Inquirer, der ligger i hovedstaden Manila.
Roxas siger, at flystyrtet skete klokken 16.30 lokal tid omkring en kilometer fra kysten.
/ritzau/AFP