I Filippinerne er man godt i gang med at tælle stemmerne op efter gårsdagens præsidentvalg.
Den helt store stemmesluger er den 50-årige Benigno Aquino. Med løfter om at bekæmpe fattigdom og korruption har han foreløbig sikret sig over 40,2 procent af stemmerne. 78 procent af stemmerne er talt op, skriver Reuters.
Nærmeste konkurrent, den tidligere præsident Joseph Estrada, har kun opnået en fjerdedel af stemmerne.
Flere filippinere blev dræbt under gårsdagens valg, men alligevel valgte 75 procent af de 50 millioner stemmeberettigede at møde op for at afgive deres stemme. Valget bliver desuden betegnet som en succes, selv om der i løbet af dagen i går også var en del tekniske problemer.