Foran 15.000 tilskuere blev 35-årige Oscar De La Hoya udbokset af 29-årige Manny Pacquiao, der kun har tabt tre kampe ud af de 53, han har bokset.
Efter syvende runde havde De La Hoya fået nok, og han valgte at blive i ringhjørnet, da klokken ringede ud til ottende runde. Dermed blev Manny Pacquiao erklæret som vinder på teknisk knockout.
Der var ikke nogen titler på spil i kampen, men det kan der snart blive for Pacquiao. Næste kamp for filippineren forventes nemlig at blive mod den britiske letweltervægter Ricky Hatton, der er mester i IBO- og IBF-forbundene.
Det er endnu uvist, om De La Hoya, der tidligere har udbokset danske Jimmi Bredahl, fortsætter karrieren.