Fik øret rev af: Håndværker faldt flere meter ned i voldsom arbejdsulykke
Katoffelmelsfabrikken i Karup, hvor den unge håndværker var involveret i en arbejdsulykke tirsdag. Foto: Google Street View
En 24-årig håndværker var tirsdag eftermiddag involveret i en voldsom arbejdsulykke på en kartoffelmelsfabrik i Karup.

En ung håndværker på 24 år kom tirsdag eftermiddag voldsomt til skade i en arbejdsulykke på en kartoffelmelsfabrik i Karup i Midtjylland. 

Det skriver TV Midt-Vest.

Den unge håndværker var i gang med et nedrivningsarbejde, da han pludselig fik overbalance og faldt adskillige meter ned fra et tag. Faldet medførte et brækket ben og en brækket næse, mens hans ene øre blev revet delvist af, fortæller vagtchefen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

- Han ville smide en gammel dør udover en kant fra seks-otte meters højde, og et hængsel fra døren greb så fat i hans bukseben, siger vagtchef Jens Claumarch til TV Midt-Vest.

Den 24-årige er uden for livsfare, men ifølge ambulancefolk slap han billigt fra uheldet.