Malte Ebert brød den danske lydmur i 2016 med hittet ”Se mig nu”, hvor han gav en stribe kendt ”tørt på” ved at stikke til dem med forskellige ting igennem sangen.
Danskerne elskede den. Det gjorde de fleste af de nævnte kunstnere faktisk også. Men en enkelt så fuldstændig rødt og truede Gulddreng. Det fortæller Malte Ebert i den omgang af ”Toppen af Poppen”, der sendes næste søndag. Det skriver Ekstra Bladet, der allerede har smugkigget.
I sangen synger Gulddreng om TopGunn, Emil Stabil, Kidd, Nicklas Bendtner, Julie Zangenberg, Kesi, Christopher, Medina, Remee og Blak. Hvem af de 11 kendiser, der gik amok over sangen, vil Malte Ebert ikke ud med. Historien vil han dog gerne fortælle.
Hans pladeselskab besluttede, at alle de kendte skulle have at vide, at de blev nævnt i sangen. Alle på nær én, havde det fint med det.
- Der er én, der siger: ”Det er ikke cool. Han får slag for at have skrevet det. Og hvis han udgiver det, så er han færdig”, afslører Malte Ebert i programmet.
Hans pladeselskab tog truslen så alvorligt, at de i første omgang trak nummeret tilbage. Gulddreng blev dog provokeret og insisterede derfor på at få sangen ud. Derfor gik hans pladeselskab og bookingbureau sammen om at hyre ham en livvagt, der skulle stå for hans sikkerhed.
- Nogle af de her folk, der var sure, det var altså for alvor. Det var en sindssyg periode. At bryde igennem, og at drømmen for hele ens liv går i opfyldelse, samtidig med at der sker de her ting, siger han i programmet.
Her fortæller han også om en episode, hvor det var ved at gå helt galt.
Gulddreng havde optrådt til Danish Music Awards med det omtalte nummer. Da han kom ned af scenen, bad arrangørerne om at komme væk, fordi de ikke kunne styre de musikere, der havde truet ham. Det endte med at han blev evakueret fra showet.
- Jeg var nok en lille smule bange, indrømmer han i ”Toppen af Poppen”.