Lykkens gudinde har blottet tandrækkerne i et blændende smil til en 44-årig amerikansk kvinde.
Kathy Scruggs fra Georgia har nemlig vundet en gigantpræmie, fordi en ekspedient var uopmærksom.
Kathy, som har været arbejdsløs siden foråret, havde besluttet sig for at købe en kupon til spillet 'Mega-Millions', men ekspedienten kom til at udlevere en kupon til spillet 'Powerball' i stedet, skriver huffingtonpost.com.
Kathy opdagede fejlen, men besluttede sig for at købe begge kuponer, og det belønnede fru Fortuna altså med 25 millioner dollars. Kathy valgte dog at få 15 millioner dollars i kolde kontanter i stedet for at få de 25 millioner dollars udbetalt i rater.
Pengene skal bruges til rejser og en ny bil og til at hjælpe andre.
Kilde: huffingtonpost.com